Vil du være med til at kombinere forretningsnær juridisk rådgivning med compliance, informationssikkerhed og regulatoriske krav i en softwarevirksomhed med høj faglighed og tæt samarbejde på tværs af organisationen? Hos Unik System Design søger vi en erfaren Legal Counsel and Compliance Specialist, der kan rådgive forretningen om kontrakter, kommercielle vilkår, persondata, informationssikkerhed og omsætte disse til konkrete, brugbare løsninger for både forretningen og vores kunder.
Om rollen
Som Legal Counsel and Compliance Specialist bliver du en central sparringspartner for vores kommercielle teams, ledelse og øvrige organisation. Du vil arbejde bredt med juridisk rådgivning, kontrakter, generelle vilkår og complianceopgaver – og du får en bred kontaktflade internt i organisationen og eksternt i dialogen med kunder, leverandører, revisorer og samarbejdspartnere.
Rollen kræver en profil, der trives i krydsfeltet mellem jura, forretning og compliance. Du skal kunne forstå komplekse krav, risici og kommercielle hensyn men også formidle dem klart og praktisk, så de kan anvendes i hverdagen af kollegaer, ledelse og kunder.
Du bliver en del af vores Legal and Compliance-team, som består af tre kollegaer ud over dig, og du refererer til vores Head of Legal and Compliance.
Dine primære opgaver
Du får et stort selvstændigt ansvar inden for flere af nedenstående områder og bliver med til at sikre, at vores compliance- og juridiske arbejde er forankret i både organisationens processer og i dialogen med kunder, revisorer og samarbejdspartnere. Dine opgaver vil blandt andet bestå af at:
-
Rådgive og sparre med salgsteam, kollegaer og ledelse om kommercielle forhold, juridiske risici og compliancekrav
-
Deltage i kundedialoger og kommercielle forhandlinger, sammen med vores salgsteam
-
Udarbejde, gennemgå og kvalitetssikre kunde- og leverandørkontrakter
-
Sikre at vores generelle vilkår og betingelser løbende afspejler vores produkter, services og kommercielle model
-
Arbejde med GDPR, NIS2, ISO 27001, AI Act og andre relevante nationale og internationale reguleringer.
-
Understøtte arbejdet med revisionserklæringer, herunder eksempelvis ISAE 3000 og ISAE 3402.
-
Følge udviklingen i relevant lovgivning og regulatoriske krav nationalt og internationalt og omsætte ændringer til relevante interne initiativer.
-
Besvare og håndtere kundehenvendelser vedrørende compliance, informationssikkerhed og persondataret.
-
Udarbejde og kvalitetssikre risikovurderinger, herunder DPIA, TIA og øvrige vurderinger relateret til informationssikkerhed og persondata.
-
Understøtte en risikobaseret tilgang til sikkerheds- og compliancearbejdet.
-
Bidrage til forberedelse, dokumentation og koordinering i forbindelse med revisionsarbejde og kontroller.
-
Vurdere og rådgive i forbindelse med databrud og sikkerhedshændelser.
Din profil
Du har en juridisk baggrund som cand.jur, alternativt cand.merc.jur og minimum fem års erfaring fra en lignende rolle, gerne fra en software-, SaaS-, teknologi- eller B2B-virksomhed.
Du er vant til at rådgive både ledelse og forretning og har erfaring med kontrakter, kommercielle vilkår og juridisk risikovurdering. Samtidigt har du erfaring med compliance, persondata og informationssikkerhed – og kan omdanne krav og regler til konkrete, håndterbare løsninger.
Som person er du udadvendt og tillidsvækkende i samarbejdet med både interne og eksterne interessenter, da rollen har en bred kontaktflade. Du arbejder proaktivt og løsningsorienteret. Samtidig er du struktureret og koordinerende med blik for detaljer og deadlines, så dokumentation, revisioner, risikovurderinger og henvendelser håndteres sikkert og rettidigt. Du er stærk til at kommunikere komplekse juridiske emner i et klart og forretningsnært sprog, og du er robust og komfortabel med at arbejde i et område, hvor krav, risici og prioriteringer løbende ændrer sig.
Vi tilbyder
Hos os bliver du en del af et fagligt stærkt miljø, hvor compliance og Legal spiller en vigtig rolle i virksomhedens fortsatte udvikling. Du får en selvstændig og ansvarsfuld specialistrolle med stor berøringsflade i organisationen og mulighed for at påvirke både processer, beslutninger og den overordnede complianceindsats.
Bliv en del af Unik – og vær med til at forme fremtidens PropTech
Unik er en førende dansk PropTech-virksomhed med mere end 40 års erfaring inden for software til ejendomsadministration. Her bliver du en del af et fagligt stærkt fællesskab præget af tillid, samarbejde og ansvar – og får mulighed for at være med til at forme fremtidens PropTech-løsninger. Det sker i en spændende udviklingsfase, hvor vi investerer massivt i fremtidens løsninger til ejendomsbranchen.
Vi er i gang med at udvikle HabiCen – næste generation af ejendomsadministrationssoftware – som på sigt skal erstatte Unik Bolig og danne grundlag for vores videre vækst i Europa. Her kombinerer vi dyb brancheindsigt og erfaring med moderne teknologi og AI for at automatisere og forenkle en kompleks hverdag for ejendomsadministratorer.
Uniks løsninger bruges af mere end 450 kunder – fra små og store, private ejendomsadministratorer til almene boligforeninger. Med mere end 225 medarbejdere og konsulenter arbejder vi tæt sammen om at skabe løsninger, der gør en reel forskel i praksis.
Med partnerskabet med Main Capital Partners og opkøbet af svenske LEB System AB er Unik godt rustet til næste kapitel.
Læs mere om Unik her.